Optiske emissionsspektrometre til fuld grundstofanalyse
Optisk emissionsspektrometri bestemmer et metals fulde grundstofsammensætning ved at fordampe en lille prøve med en gnist eller en bue og måle det udsendte lys. Metoden dækker også de lette grundstoffer som kulstof, svovl og fosfor, der ligger uden for rækkevidde af røntgenfluorescens.
Sådan vælger du mellem mobil og stationær OES
Optisk emissionsspektrometri fås i to former, der løser opgaven vidt forskelligt: en mobil enhed, der bringes hen til emnet, og en stationær opstilling, som prøven bringes hen til. Valget mellem dem afgøres ikke af metoden, for den er den samme, men af hvor analysen fysisk kan foregå, hvor langt ned mod de svageste grundstoffer den skal nå, og hvor målingerne falder i det daglige. Nedenfor er de tre kriterier, valget står og falder med.
Hvor skal analysen foregå?
Den første beslutning er, hvor målingen fysisk kan finde sted, for den afgør ofte spørgsmålet på egen hånd. Er emnet stort, fastmonteret eller i drift, kan der ikke uden videre udtages en prøve at sende ind, og analysen skal bringes ud til emnet på en transportabel enhed. Kan der derimod klargøres en prøve og bringes hen til apparatet, taler alt for den stationære opstilling, hvor et fast målekammer og en kontrolleret atmosfære holder betingelserne ens fra prøve til prøve. Kan emnet ikke flyttes, er den mobile klasse i praksis den eneste vej, uanset hvad de øvrige kriterier peger på.
Hvor langt ned skal analysen nå?
Dernæst kommer det, analysen skal kunne se. Begge former dækker de lette grundstoffer, der falder uden for røntgenfluorescensens rækkevidde, men hvor langt ned mod dem målingen kommer afhænger af bølgelængdeområdet og af, om optikken skylles eller arbejder under kontrolleret atmosfære. Skal de allersvageste elementer eller gaselementerne med, og skal spor- og behandlingselementer følges helt ned i det laveste ppm-område, trækker det mod den stationære opstilling, hvor et fast kammer giver de mest stabile betingelser. Rækker opgaven til en fuld sammensætning under mere almindelige krav, kan en mobil enhed nå det samme ude ved emnet.
Hvor faste er målingerne i det daglige?
Til sidst afgør driftsmønstret valget. Skal nogle få emner verificeres nu og da, dér hvor de står, er en transportabel enhed indrettet til netop det, med batteridrift og hurtig opstilling. Skal en produktion derimod køre løbende kontrol af smelter og færdige emner med klargjorte prøver, hører der en stationær opstilling til, som regel med prøveklargøring, argonforsyning og forbrugsvarer omkring sig. Det er ikke antallet af målinger alene, men om de falder som spredt verifikation eller som fast, gentaget kontrol, der peger på den ene eller den anden klasse.
Ofte stillede spørgsmål
Spørgsmål om
OES?
Vi hjælper med at afklare, om opgaven kalder på en mobil enhed ude ved emnet eller en stationær opstilling med prøveklargøring, og med at ramme den rækkevidde og det gennemløb, jeres analyser kræver.